Firenzes skønkunstakademi
Galleria dell'Accademia i Firenze
Accademia di Belle Arti Firenze, oversat til Firenzes skønkunstakademi, som den mere formelt er kendt som, er netop, hvad navnet betegner, en kunstskole. Det er sandelig også meningen med dens kunststuderende – et fag, der er blevet belæst siden storhertugen af Toscana, Pietro Leopold, samlede flere skoler under ét tag i 1784. Skolens rødder går helt tilbage til Kunstdesignakademiet, som blev stiftet i 1561. Men for de fleste besøgende er det de mange kunstsamlinger, der skaber interessen.
Der er en indsigtsfuld malerisamling med værker spændende
fra det 13. til det 16. århundrede. Heriblandt 24 paneler med begivenheder
fra Jesus’ liv skildret af Taddeo. Galleriet udstiller også værker
af Uccello, Ghirlandaio, del Sarto og Botticelli. Cassone Adimari, malet
i 1440’erne af Lo Scheggia, vedbliver at tiltrække et stort
publikum. En del af malerierne blev samlet af en specifik årsag,
nemlig som studieemner til kunstelever i mesterlære. De skulle emulere
skønmalerierne, hvilket er forståeligt i sammenhold med denne
skala, som beses på galleriet. Men det største trækplaster
er uden tvivl de smukke buster og skulpturer, navnlig Michelangelos David.
I forlængelse af den venstre fløj ligger en 1900-tals hal,
hvori en væg er udsmykket med gipsafstøbninger, buster og
skulpturer. Der er både noget for øjet og for inspirationen,
når det kommer til andre kunststuderende og kunstelskere, der ikke
selv vedgår kreation af lignende kunst. Højdepunktet i rummet
er den originale gipsafstøbning af Udplyndringen af Sabine-kvinder
af Giambologna, hvoraf det afsluttede marmorstykke er på display
i the Loggia dei Lanzi.
Besøgende kan også beskue mange ufærdige værker
af den store mester Michelangelo langs hovedkorridoren. De Fire Slaver
giver et glimt af en af tidens største kunstners arbejdsteknik – et
omdrejningspunkt i mange studerendes samtaler er, om hvorvidt de i virkeligheden
er uafsluttede, eller om intentionen var at delvist lade dem være
klædt i sten med kun få definerbare træk. Ikke desto
mindre vil skulpturinteresserede føle ren ærefrygt for et,
muligvis, afsluttet værk, som blev skabt af et stort geni.
I hallens ende står hovedattraktionen David på en specielkonstrueret
tribune – udhugget af en 16 fod høj kolos. Selve stenen blev
beskrevet som umulig at arbejde med af flere kunstnere, men i modsætning
hertil lykkedes det Michelangelo at skabe noget af stenen. Han huggede,
mejslede og pudsede stenen til et enestående kunsteksempel i tredimensional
form.
Statuen har siden 1991 stået bag en plexiglasskærm, efter
et angreb af en psykopat, som desværre nåede at smadre flere
tæer, inden han blev stoppet. Besøgende kan alligevel godt
få et godt indtryk af mesterværket, efter at have mast sig
igennem menneskemængden. I 1873 blev statuen flyttet fra Piazza
del Signoria efter at have været ude i sol og regn i fire århundreder.
I dag står en kopi af statuen stadigvæk på torvet – hvilket
kun er en brøkdel af den ellers fremragende kunst Firenze har at
byde på.
Den i øjenfaldende statue er placeret højt på en piedestal
i en større målestok end mennesket, og man kan snildt få øje
på de nærautentiske muskler og vener. Selve Davids positur
udstråler dels afspændthed, dels kampklarhed – hvilket
afgiver en fornemmelse af at han er spillevende. Det er samtidigt tankevækkende,
at dette er verdens mest berømte skulptur, skabt i 1504 af en kunstner
under 30 år.
Tag til Galleria dell'Accademia i Firenze og find selv ud af hvorfor.